Hvad er cookies?
En cookie er et lille stykke data (enten tekst eller binær), som web-browseren gemmer på brugerens computer når han eller hun bevæger sig rundt på en hjemmeside. Cookies bruges af hjemmesiderne til at holde på nyttig information, så brugerens oplevelse af hjemmesiden bliver mere skræddersyet næste gang han eller hun besøger siden.
Disse informationer inkluderer bl.a. links og sider som brugeren klikker på, varer tilføjet til en kurv i en online-forretning, eller oplysninger indtastet i et formularfelt. Det sidstnævnte eksempel betyder, at hvis brugeren tidligere har indtastet oplysninger som navn og adresse i hjemmesidens formularfelter, så vil cookien sørge for, at disse oplysninger vil blive husket til næste gang brugeren besøger siden, så brugeren ikke behøver at indtaste dem igen.
Når du besøger en hjemmeside for første gang, så har du sikkert bemærket, at de anmoder om din accept på at bruge cookies. Loven fastslår, at cookies som er nødvendige for leveringen af hjemmesidens tjeneste godt må gemmes på din computer. Alle andre slags cookies må først gemmes på din computer når du har givet samtykke til det. Dette inkluderer bl.a. cookies som bruges til markedsføring, statistik og til at huske brugerens præferencer.
Når man bliver mødt med en pop-up besked der beder om ens accept på at bruge cookies, så kan det være en god ide, at læse detaljerne igennem for at se, hvilke cookies man giver samtykke til at de må gemme på ens computer.
Nedenstående mærke kan blive tildelt til hjemmesider, til at vise hjemmesidens brugere, at deres cookies bliver brugt forsvarligt. Det bliver ofte vist øverst til højre på siden, ligesom på denne hjemmeside:
Hvis du selv har en hjemmeside, og ønsker denne mærkningsordning, så brugere af hjemmesiden kan se, at du anvender cookies forsvarligt, så kan du besøge minecookies.org.
Session cookies og vedholdende cookies
Cookies kan opdeles i session cookies og vedholdende cookies.
Session cookies bliver kun oprettet midlertidigt i computerens hukommelse, mens man besøger hjemmesiden. Session cookies har ikke nogen tidsbestemt udløbsdato, men vil derimod blot blive slettet igen når man forlader siden.
Vedholdende cookies forbliver i computerens hukommelse, selv efter at man har lukket hjemmesiden. De bliver aktiveret når man besøger den side som skabte den specifikke cookie igen. Vedholdende cookies har en fast udløbsdato som er bestemt af dens skaber. Denne type cookie kan bruges af annoncører til at opsamle data om brugeren internetadfærd. Derudover kan denne type cookie også benyttes til mere legitime formål, såsom at gemme tidligere indtastede oplysninger i formularfelter.
Første- og tredjepartscookie
Cookies kan også opdeles i førstepartscookies og tredjepartscookies.
Førstepartscookies er oprettet af hjemmesidens ejer. De bruges hovedsageligt til tekniske formål for at optimere hjemmesidens brugeroplevelse. Det omhandler bl.a. statistik, hvor antal af besøg, besøgslængde, hvilke sider der bliver besøgt mm. kan ses af hjemmesidens ejer.
Tredjepartscookies stammer ikke fra hjemmesidens ejer, men fra underleverandører, som ejer dele af siden, som f.eks. reklamer. Disse cookies samler information om brugeren, om deres profil, interesser, lokation og vaner. Disse oplysninger bliver solgt til markedsføringsbureauer som bruger dem til at målrette deres markedsføring mod brugeren.
ITP fjerner tredjepartscookies
ITP står for Intelligent Tracking Prevention og er en teknologi udviklet af Apple, som blev introduceret første gang i juni 2017. ITP er tilknyttet Apples browser, Safari og er et redskab der sorterer i cookies og eliminerer dem der stammer fra en tredjepart – cookies som hovedsageligt bliver brugt til målrettet markedsføring.
Denne teknologi er et modsvar til andre store virksomheder, som Facebook og Google, der hele tiden ønsker at samle mere data om brugeren. Det betyder, at når man bruger Safari, som er understøttet af ITP-teknologien, så vil den sørge for, at mængden af indsamlet privat data bliver begrænset.
Denne teknologi, som er skabt af Apple, er begyndt at brede sig til andre browsere. For nyligt er FireFox begyndt at skabe en lignende teknologi, og det varer sikkert ikke længe før Chrome, som sidder på 61,72 % af browsermarkedet, også skaber deres egen version af ITP.
Hvordan sletter man sine cookies?
Hvis man ikke ønsker at hjemmesider skal have adgang til de informationer som cookies giver dem, eller hvis man blot gerne vil frigøre noget plads på computeren, så kan det være en god ide at slette sine cookies.
Når man sletter sine cookies, mister browseren informationer som hovedsageligt bruges til at gøre ens færden på nettet overskuelig. I stedet for at slette alle sine cookies, kan man vælge at skifte til privat browsing (inkognitotilstand), da cookies så ikke vil blive gemt på computeren.
Nedenstående er en kort oversigt over, hvordan man sletter alle sine cookies på hhv. Chrome, Safari og FireFox:
Chrome
- Klik på de tre prikker øverst til højre i browseren.
- Klik på Indstillinger.
- Klik på Cookies og andre websitedata under Sikkerhed og privatliv.
- Klik på Se alle cookies og websitedata.
- Klik på Slet alle.
- Til sidst, klik på Ryd alle.
Safari
- Til gå indstillingerne på din enhed
- Klik på Safari.
- Klik på Avanceret.
- Klik på Websidedata.
- Til sidst, klik på Fjern alle websidedata.
FireFox
- Klik på de tre vandrette streger øverst til højre i browseren.
- Klik på indstillinger.
- Klik på Privatliv & sikkerhed.
- Klik på Ryd data… under afsnittet Cookies og websteds-data.
- Sæt flueben ved Cookies og websteds-data.
- Til sidst, klik på Ryd.